Submit offer Sikkerhed- og spionageawareness workshop
Sikkerhed- og spionageawareness workshop
1. GENERELLE OPLYSNINGER:
Dato: 29-01-2026
Spørgsmål og tilbud rettes til: Jeppe Icedor Petersen eller Anne Neerup Handlos
Tlf. nr. og e-mail: 5213 1544 / jeppe@censec.dk eller 3010 8081 / ah@ehhs.dk
2. PRÆSENTATION AF UDBYDENDE VIRKSOMHED:
Beyond Beta er et nationalt accelerator- og udviklingsprogram, der har til formål at styrke vækstiværksættere i Danmark ved at give dem hurtig og effektiv adgang til viden, netværk, forretningsudvikling og investormuligheder. Programmet fungerer som en tidlig lærings- og kompetenceplatform, der hjælper startups med at omdanne idéer til skalerbare forretninger, forbedre markedsforståelse og tiltrække relevant kapital. Det bygger på et samarbejde mellem danske Erhvervshuse, branchens klyngeorganisationer, Accelerace og flere private partnere, og understøttes af offentlige og EU-midler. Beyond Beta fokuserer på at accelerere læringshastigheden hos deltagende virksomheder og beregnes at engagere flere hundrede iværksættere i hele landet indenfor projektets løbetid (til forventet afslutning ultimo 2026).
Yderligere information kan findes på www.beyondbeta.dk
3. BESKRIVELSE AF OPGAVEN UNDER MARKEDSAFDÆKNING:
Opgaven omfatter planlægning, gennemførelse og facilitering af en målrettet workshop om sikkerheds- og spionagetrusler med fokus på bevidstgørelse, vidensopbygning og organisatorisk robusthed. Workshoppen skal give deltagerne en praktisk og anvendelsesorienteret forståelse af moderne spionage- og trusselsbilleder rettet mod organisationer, virksomheder og nøglemedarbejdere.
Workshoppen skal tage udgangspunkt i aktuelle og realistiske trusler, herunder – men ikke begrænset til – statslig og industriel spionage, elicitering, insidertrusler, informationslækage, social engineering og påvirkningsoperationer. Indholdet skal tilpasses deltagernes kontekst og funktioner.
Opgaven forventes som minimum at omfatte følgende leverancer:
· Forberedelse af workshopindhold baseret på en indledende dialog om målgruppe, sektor og trusselsbillede
· Gennemførelse af en interaktiv workshop (fysisk eller online) med oplæg, cases og dialogbaserede øvelser
· Introduktion til centrale begreber inden for spionage, informationssikkerhed og adfærdsbaserede trusler
· Gennemgang af typiske metoder og angrebsvinkler anvendt af fremmede efterretningstjenester og andre aktører
· Præsentation af konkrete eksempler og cases (gerne anonymiserede)
· Praktiske øvelser eller scenarier, der styrker deltagernes evne til at identificere og reagere på mistænkelig adfærd
· Formidling af anbefalinger og gode praksisser for øget opmærksomhed og forebyggelse
· Eventuelt kort opsamlende materiale eller anbefalinger efter workshoppen
Workshoppen skal have karakter af kompetenceudvikling og vidensopbygning og må ikke omfatte egentlig implementering af sikkerhedsforanstaltninger, tekniske løsninger eller aktiviteter, som er lovpligtige.
4. OPGAVENS MÅL OG SUCCESKRITERIER:
Formålet med opgaven er at øge deltagernes viden om og forståelse for sikkerheds- og spionagetrusler samt styrke deres evne til at identificere risici og handle hensigtsmæssigt i deres daglige arbejde.
Opgaven vurderes som succesfuldt løst, når:
· Deltagerne har opnået en klar forståelse af relevante spionage- og sikkerhedstrusler rettet mod deres organisation eller sektor
· Deltagerne kan genkende typiske metoder og adfærdsmønstre forbundet med spionage, social engineering og informationsindsamling
· Deltagerne har fået konkrete redskaber og handleanvisninger til øget opmærksomhed og forebyggelse
· Workshoppen er gennemført i et format, der understøtter aktiv deltagelse, refleksion og dialog
· Indhold og niveau opleves som relevant og anvendeligt af målgruppen
5. BUDGET OG TILBUDSSPECIFIKATION:
Budget; 35.000 kr. ekskl. moms
Vi forventer, at det skriftlige tilbud som minimum indeholder:
• Dato for afgivelse af tilbud
• En kort præsentation af tilbudsgiver med angivelse af CVR-nummer og kontaktoplysninger.
• Tilbudsgivers forslag til løsning af opgaven
• Angivelse af pris for løsning af opgaven
• Evt. rabat
• Forventet tidsplan
• Evt. forudsætninger for tilbuddet
6. BAGGRUND FOR UDBUD:
Udbyder er underlagt en række krav om god, sund finansforvaltning, herunder dokumentation for at den aftalte pris ved eksterne indkøb er et udtryk for markedsprisen. Dette udbud er et led heri.
Vi understreger at tilbudsgiver alene må give tilbud på den efterspurgte leverance. Ydelser af eksekverende eller implementerende karakter kan ikke godkendes. Det endelige tilbud vælges af udbydende virksomhed ud fra en vurdering af bedste sammenhæng mellem pris og kvalitet.